søndag den 28. december 2014

Salat med kål, bønner og nødder

I dag var en af disse dage, hvor jeg simpelthen ikke gad at købe ind og derfor besluttede at bruge det jeg havde i køleskab og frys. Efter julen med flere omgange flæskesteg og medister, hvor det eneste grøntsager vi har fået været rødkål og grønkål, havde vi lyst til en omgang frisk salat. Jeg kan godt lide at bruge både hvidkål og rødkål i salaten da det giver et godt bid, så finstrimlet hvidkål blev en af basis ingredienserne i denne meget vellykkede salat.


















  • En god håndfuld fint strimlet hvidkål (kan nemt strimles med en ostehøvl)
  • 1 halv, lille groft hakket blomkål
  • En håndfuld frosne, grønne bønner
  • En håndfuld groft hakkede hasselnødder
  • Sorte oliven
  • 1 spsk Olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • Groft salt
Til dressingen:
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk Akasie honning
  • 1 spsk sennep
  • salt
  • peber
Jeg svitsede presset hvidløg og de frosne, grønne bønner i olivenolien og dryssede lidt salt over. Bønnerne blandede jeg sammen med hvidkålen, blomkålen, hakkede hasselnødder og sorte oliven som jeg havde delt på midten. Ingredienserne til dressingen rystede jeg sammen og hældte over grøntsagerne. Salaten blev serveret til en grillet kylling og børnene fik også en omgang pommes frittes til.






onsdag den 17. december 2014

Svinemørbrad Med Timian

Svinemørbrad kan godt være lidt tørt, men som regel bliver kødet bedre, hvis man langtidssteger det. Jeg startede med at skære senerne væk fra kødet og dryssede med salt og godt med timian. Derefter brunede jeg det i noget olivenolien indtil det fik en pæn farve.













Jeg tændte ovnen på 100 grader og ved hjælp af en kødtermometer fik kødet lov at ligge og stege indtil det fik en centrumtemperatur på 54 grader (ved denne temperatur er kødet svagt rosa). Det tog omkring 30 minutter. Det er en god idé at lade kødet ligge og hvile lidt, før man skærer det ud i skiver.

Jeg serverede kødet sammen denne Linsesalat

Linsesalat

Som den eneste i vores familie er jeg vild med linser. Både ungerne og min mand ruller med øjnene og sukker lydhørt, når jeg afslører at menuen står på noget med linser. Men jeg opgiver ikke og denne salat blev nu godkendt. Den er meget mættende og passer fint som eneste tilbehør til f.eks. kød eller kylling. Opskriften stammer fra bogen "Spis Maven Flad", jeg har blot ændret et par småting.

















Salaten indeholder:

150 g grønne linser
300 g spidskål (eller hvidkål)
2 tomater

Til dressingen:

2 spsk. rød pesto
4 spsk. balsamico
2 spsk. soyasauce
saften af en presset mandarin (eller appelsin)

Linserne kogte jeg ca. 20 minutter i letsaltet vand. Under tiden lavede jeg dressingen og skar kålen i smalle stimler og tomaterne i små stykker. Når linserne havde kogt færdig hældte jeg vandet fra og kom dressingen over de stadig varme linser som fik lov at stå og trække i et par minutter, før jeg blandede dem sammen med tomater og kål.

Jeg serverede salaten sammen med denne svinemørbrad


tirsdag den 16. december 2014

Mægtige Mandler

I aften har jeg lavet, synes jeg selv, en omgang rigtig lækre mandler. Jeg prøver på at begrænse indtag af slik og andre søde sager op til denne jul og havde brug for noget der kunne erstatte de andres småkager og marcipanbrød.

Jeg brugte:

100 g mandler
40 g ISIS sukkerfri chokolade
1 spsk. Urtekram Lakridspulver
















Jeg smelte chokoladen over vandbad og blandede lakrids pulveret i. Derefter vendte jeg mandlerne rundt i chokoladen indtil de var ordentlig dækket. Ind på køl indtil det stivner og opbevar dem i køleskabet.