tirsdag den 6. januar 2015

Lasagne på den sunde måde

Min yngste søn har længe plaget mig om at lave lasagne. Det er ikke noget jeg selv er vild med, måske er det derfor jeg har glemt det gang på gang... I dag tog jeg mig sammen, men besluttede at lave to slags lasagne, en traditionel til børnene og en sundere variant til os voksne. På den måde har jeg også aftensmad til flere aftener. Jeg fandt en opskrift på Aktiv trænings hjemmeside som jeg brugte med nogle små ændringer og serverede lasagnen med en stor, grøn salat.

Det smagte virkelig godt, og det endte med, børnene hellere ville have den sunde lasagne!

Opskriften rækker til ca. 6 pers

















Dette var, hvad jeg brugte:

  • 500 g hakket oksekød
  • 6 fuldkornslasagneplader (jeg har reduceret mængden pasta for at undgå de hurtige kolhydrater)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 fed presset hvidløg
  • 2 gule løg, finthakkede
  • 2 gulerødder, revne
  • 600 g frossen hel spinat
  • 500 g hytteost
  • lidt revet ost (til pynt)
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk timian
  • Salt, peber og evt. lidt muskatnød

Løg og hvidløg svitses i olien indtil det bliver gennemsigtig og derefter tilsættes kødet som skal stege indtil det får farve. Gulerødder, hakkede tomater, tomatpuré og spinaten tilsættes og det hele får lov at stå og simre i ca. 10 min. Smagsæt med salt, peber, timian og evt. muskatnød.

Hæld lidt kødsovs i bunden af fadet og dæk med et lag hyggeost og et lag lasagneplader. Byg videre på denne måde en gang mere eller to. Slut af med kødsovs og strø lidt reven ost på toppen.

Lasagnen bages i 200 grader i ca. 35 minutter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar